Vedtægter for Vonsild fodbold klub
VEDTÆGTER for VONSILD FODBOLD KLUB
§1
Klubbens navn er: VONSILD FODBOLD KLUB (VFK) Hjemsted: Kolding kommune
Stiftet: 10. december 1986
§2
Klubbens formål er at VFK skal være et tilbud til alle med interesse i nærmiljøet.
Alle medlemmer skal have mulighed for at udvikle sig fodboldmæssigt som hele mennesker. Med udgangspunkt i medlemmernes forskellighed, skal aktiviteterne gennem teamwork være præget af leg, glæde og engagement.
Åbenhed via dialog og fairplay fremmes.
§3
Klubben er tilsluttet følgende organisationer: Vonsild Idrætsforening af 1980, DGI, DBU Jylland, DIF, FSK og Kolding Idrætsråd og undergivet ovennævnte organisationers vedtægter og regler.
Overbygning: Bestyrelsen kan forhandle en aftale om overbygning med en klub, som satser på elite-hold. Aftalen skal følge retningslinjer fra DBU Jylland. Aftalen må ikke binde klubben ud over en sæson ad gangen. Såfremt man ønsker dette, skal der afholdes en generalforsamling, hvor betingelserne vedtages. Generalforsamlingen skal orienteres om enhver aftale.
§4
Stk. 1: Som aktive og passive medlemmer optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter. Som støttemedlemmer kan optages enhver.
Stk. 2: Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund hertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på først kommende generalforsamling.
§5
Stk. 1: Klubben ledes af en bestyrelse, der består af minimum 5 maksimum 7 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2: Generalforsamlingen afholdes i februar måned.
Stk. 3: På ulige årstal vælges 3 eller 4 bestyrelsesmedlemmer.
På lige årstal vælges 2 eller 3 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig efterfølgende
Stk. 4: Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem, der er fyldt 16 år, og ikke er i kontingentrestance – dog skal formand, kasserer og afdelingsledere være myndige.
§6
Stk. 1: Kontingentet fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 2: Kassereren fører regnskab og opkræver kontingent.
Posten som kasserer kan, såfremt det enstemmigt vedtages af den til enhver tid siddende bestyrelse, varetages af et udpeget medlem uden for bestyrelsen eller en faglig kompetent person uden for medlemskredsen. Varetages kasserererhvervet udenfor bestyrelsen, er det bestyrelsens pligt at aftale rammerne for løsningen af opgaverne, samt en løbende kontrol. En kontrol der indbefatter sikring af, at hvervet udføres på en redelig måde samt løbende opfølgning af bogføring og likvide beholdninger. En kasserer udenfor bestyrelsen må ikke indgå bindende aftaler på foreningens vegne.
Stk. 3: Regnskabet revideres af revisoren samt revisorsuppleanten, der vælges af general- forsamlingen.
Revisoren og revisorsuppleanten vælges for 1 år.
§7
Stk. 1: Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.
Stk. 2: Foreningens medlemmer og bestyrelse har ingen økonomiske forpligtelser overfor foreningen ud over en eventuel kontingentforpligtelse.
Stk. 3: Foreningens medlemmer og bestyrelse har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§8
Stk. 1: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes senest i februar måned og indkaldes med angivelse af dato med mindst 14 dages varsel i dagspressen eller via sociale medier. Første generalforsamling afholdes inden udgangen af februar måned 1988.
Stk. 2: Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 7 dage før.
Stk. 3: Alle fremmødte aktive og passive medlemmer, der er fyldt 16 år, samt forældre til børn under 16 år og ikke er i kontingentrestance, har stemmeret.
Stk. 4: På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal (over halvdelen af de afgivne stemmer). Skriftlig afstemning skal finde sted, når ønske herom fremsættes. Blanke og ugyldige stemmesedler medregnes ikke.
Stk. 5: Ændringer i vedtægter kan kun vedtages på en generalforsamling, når de er optaget på den udsendte dagsorden.
§9
Stk. 1: På den årlige generalforsamling behandles følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Aflæggelse af beretning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg til bestyrelse samt suppleanter
6. Valg af revisor samt 1 revisorsuppleant
7. Eventuelt
Stk. 2: Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Denne underskrives af dirigenten og er bevis for, hvad der er vedtaget.
§10
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det påkrævet, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom, ved forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet er modtaget og indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.
§11
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden og kassereren, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, samt ved optagelse af lån, af den samlede bestyrelse.
§12
Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.
§13
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 af dens medlemmer er til stede. Alle sager afgøres ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§14
Suppleanter deltager i møder på lige fod med bestyrelsesmedlemmer, dog uden at have stemmeret.
§15
Der skrives referat af det på møderne passerede og vedtagne. Referat og ny dagsorden udsendes til bestyrelsen og suppleanterne senest før weekenden før den uge, næste bestyrelsesmøde foregår. På bestyrelsesmødet godkendes referat, evt. med rettelser.
§16
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
§17
Stk. 1: Foreningen kan opløses, når 2/3 af de fremmødte på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger, stemmer herfor.
Stk. 2: Ved foreningens opløsning afleveres eventuel formue og ejendomme m.v. hos Vonsild Idrætsforening af 1980.
SÅLEDES VEDTAGET PÅ DEN STIFTENDE GENERALFORSAMLING OG GÆLDENDE FRA 1. JANUAR 1987, MEN REVIDERET I 2016.